Hvornår er det egentlig det rigtige tidspunkt at lave noget om?

Hvornår er det egentlig det rigtige tidspunkt at lave noget om? 

Og får du prioriteret dine opgaver korrekt?

Vi har nok allesammen stået i situationen hvor vi føler, at lige nu faktisk ikke er særlig god timing, til at gøre noget som helst. De sidste par år har i den henseende været ret interessante.

Som forretningsudvikler oplevede jeg selv dagligt hvordan virksomheder udskød ellers planlagte beslutninger og forandringer. "Vi løber så stærkt - vi har ikke tid til at optimere lige nu. Kan vi tales ved igen om 3 måneder?" 

Fra først på foråret i år og frem til nu har retorikken ændret sig totalt.

Langt de fleste virksomheder kan stadig ikke skaffe arbejdskraft nok, hjulene kører stadig i rekordfart, men krisen venter lige rundt om hjørnet, må vi forstå. Og derfor er alle forandringer enten aflyst - eller som minimum sat på hold på ubestemt tid. Det er svært at finde den rigtige timing åbenbart...


Samtidig står vi midt i en valgkamp hvor politikerne forsøger at overbyde hinanden på alle de forandringer de vil gennemføre, hvis blot vi stemmer på dem. Den sidste valgperiode har vist, at timingen bare ikke lige var rigtig. Klimaet må vente lidt endnu. Børnene og de syge ligeså. Erhvervslivets administrative byrder og iværksætteriets rammevilkår skal vi nok få kigget på - lige om lidt. Beskæftigelsesdanmarks Sisyfos-lignende rotationscirkus, hvor omkostningerne til beskæftigelsessystemet, synes højere end skatteindtægterne fra de mennesker systemet skaffer i ordinær beskæftigelse, ude i det rigtige arbejdsmarked... det skal vi også have fundet en løsning på. Men bare ikke lige nu. Usikkerheden i verden er for stor.

Som mennesker er vi notorisk dårlige til at tage tyren ved hornene. Selv når vi laver analyser og business cases der fortæller os krystalklart, at vi bør handle, så ender det meget ofte med at vi intet gør. Det er lettere at lade være.

Churchill er citeret for at have sagt: "𝑰𝒕'𝒔 𝒃𝒆𝒕𝒕𝒆𝒓 𝒕𝒐 𝒅𝒐 𝒔𝒐𝒎𝒆𝒕𝒉𝒊𝒏𝒈 𝒕𝒉𝒂𝒏 𝒕𝒐 𝒅𝒐 𝒏𝒐𝒕𝒉𝒊𝒏𝒈 𝒘𝒉𝒊𝒍𝒆 𝒘𝒂𝒊𝒕𝒊𝒏𝒈 𝒕𝒐 𝒅𝒐 𝒆𝒗𝒆𝒓𝒚𝒕𝒉𝒊𝒏𝒈".  

Så her kommer en forudsigelse:

Når den krise vi kigger ind i lige nu engang er overstået (this too shall pass), så er det 𝒊𝒌𝒌𝒆 de virksomheder der har spændt livremmen ind og undladt at udvikle deres forretning der står stærkest. Vi skal selvfølgelig tænke os om, men vi må ikke blive apatiske.


Den gode nyhed er, at der altid er noget vi kan gøre, noget der kan forbedres - noget vi kan sætte igang, uden at satse hele butikken på sort. Vi skal ikke gøre alting på én gang, men istedet forsøge at gå efter de tiltag som har den største effekt, med den mindste investering. Det kræver prioritering, hvilket naturligt bringer vores egne bias i spil. Et godt værktøj til at prøve at komme udenom det, er at bruge en prioriteringsmatrix (download den her). På den måde får vi visualiseret og oplistet forventede effekter holdt op imod forventet omkostning. Det giver os ikke svarene på alle vores problemer, men det får os i gang, og gør det klart, at ikke alle beslutninger er lige gode eller give et lige godt resultat.

Det er nemt at gøre ingenting - men det løser sjældent noget.

Forrige
Forrige

Uvildige konsulenter findes ikke - og det er et problem for os allesammen

Næste
Næste

Hvor skal vi arbejde, hvis alle laver et »exit«?