I udlejningsbranchen er det, som om klimakrisen slet ikke findes

En lejlighed, hvor der har boet to studerende i ni måneder, trænger ikke til at få lakeret gulve. En toværelseslejlighed beboet i halvandet år, hvor der ikke er røget, og der er boret fem huller i væggene, trænger ikke til at få spartlet og malet alle vægge, lofter og vindueskarme, skriver Anders Dyrholm i dette debatindlæg.

42 procent af den danske befolkning bor til leje. Det betyder, at der i Danmark i dag cirka er 1,4 millioner lejeboliger – og det tal er stigende. Antallet af lejeboliger er fra 2016 til 2022 steget med cirka 110.000.

Nogle bor i samme lejlighed i årtier, men især unge mennesker flytter ofte grundet studie, økonomi, at man får en kæreste eller får børn. Ifølge Danmarks Statistik var der i 2020 928.000 fraflytninger i Danmark, og da over halvdelen af alle boliger i landet er lejeboliger, og folk fraflytter disse væsentligt oftere end ejerboliger, så kan vi nok antage, at lejeboligen bliver fraflyttet mindst 600.000 gange om året i Danmark.

Hver gang man fraflytter en lejebolig, kommer man i berøring med Lejelovens bestemmelser. Der står blandt andet:

»Lejeren skal aflevere det lejede i samme stand som ved overleveringen med undtagelse af den forringelse, som skyldes slid og ælde, og som ikke er omfattet af lejerens vedligeholdelsespligt samt mangler, som det påhviler udlejeren at udbedre.«

Ovenstående har langt de fleste af os nok læst mindst én gang i vores liv, og ikke mindst mærket konsekvensen af på vores privatøkonomi. Det er nemlig dyrt at flytte. Ofte langt dyrere end det slid, vi har forårsaget på lejemålet, faktisk koster.

Årsagen skal findes i §98, hvor hver fraflytning betyder, at lejligheden skal bringes i samme stand som ved indflytning. Dette sikrer, at lejemålet ikke taber værdi, og at man dermed kan tage den samme pris fra den næste lejer.

Men kigger vi lidt på ressourceforbruget, hænger ovenstående slet ikke sammen.

Unødvendigt sisyfosarbejde

Alle andre steder i vores samfund forsøger vi at reducere vores ressourceforbrug. Vi køber genbrug af tøj, møbler, biler, cykler, hi-fi og alt mulig andet, og vi accepterer, at alting ikke behøver være i perfekt stand for at kunne bruges. Det betyder en lavere pris, og det betyder mindre brug-og-smid-væk – til gavn for CO2-regnskabet og i sidste ende klimaet.

Men inden for udlejningsbranchen er det, som om klimakrisen slet ikke findes. Her maler man hver dag uden at blinke tusindvis af hvide vægge over og nedsliber eller lakerer gulve, som intet fejler – alene fordi man har ret til at gøre det. Og fordi det er lejer, som betaler.

I en situation, hvor byggebranchen kan se frem til endnu større mangel på faglært arbejdskraft i fremtiden, holder ejendomsbranchen tusindvis af mennesker beskæftiget med unødvendigt sisyfosarbejde. Det er spild af ressourcer – både de materielle, de økonomiske og de menneskelige.

Udlejningsbranchen vil naturligvis advokere for, at deres ejendomme taber værdi, hvis ikke de istandsættes hver gang en lejer fraflytter, men det passer simpelthen ikke. Selvfølgelig skal vi ikke have lejemål i Danmark, som bliver mere og mere nedslidte – det har ingen interesse i. Samtidig er det selvfølgelig kun fair, at en lejer betaler forholdsmæssigt for det slid, han eller hun har forårsaget. Alt andet ville være urimeligt.

Vi istandsætter langt mere end nødvendigt

Problemet består i, at vi istandsætter langt mere end hvad der er nødvendigt. En lejlighed, hvor der har boet to studerende i ni måneder, trænger ikke til at få lakeret gulve. En toværelseslejlighed beboet i halvandet år, hvor der ikke er røget, og der er boret fem huller i væggene, trænger ikke til at få spartlet og malet alle vægge, lofter, vindueskarme og gerigter.

Det svarer til at aflevere sin leasede bil efter et år, og leasingselskabet så skifter støddæmperne, lydpotten og bremserne, bare for at være på den sikre side.

Der er således brug for en ny model, hvor der laves et økonomisk skøn på baggrund af fraflytningsrapporten. Ikke et skøn for, hvad det vil koste at istandsætte hele lejligheden – inklusive de ting, der ikke trænger, men derimod et skøn for, hvad det slid, som lejeren har forårsaget, faktisk koster at udbedre.

Hvis det koster 9.000 kroner at lakere et gulv, og der kan bo tre lejere mere i lejligheden, inden det trænger, så må man betale en fjerdedel af, hvad det koster. De penge må udlejer gemme til de skal bruges.

Samtidig kræver det selvfølgelig, at lejerne accepterer, at der kan være et par ridser i gulvet, eller at der er et hul i væggen. Hvem ved – måske den nye lejer har lyst til at hænge sit ’Hjort ved skovsø’ samme sted og dermed slap for at bore og skrue?

Vi er nødt til at begynde at se det som en god ting, at tingene ikke er perfekte. Det ansvar påhviler både lejer og udlejer. Til gengæld vil selv små justeringer kunne medføre store besparelser både i materialer, tid og penge.

Jeg tror, at de fleste af os kan blive enige om, at der er hårdt brug for alle tre ting mange andre steder i vores samfund.

Publiceret i Byrummonitor 7. december 2023 - læs den her