Udviklingen af Orbit 2011-2023
Orbit har på mange måder været omdrejningspunktet for mit professionelle virke det sidste årti. Dermed ikke sagt at jeg har lavet det alene, for det har jeg på ingen måde, men tilgangen til hvordan vi har udviklet platformen og forretningen er noget jeg er stolt af at have været med til, og noget jeg mener er definerende for de teoretiske, faglige og menneskelige overvejelser jeg gør mig når jeg arbejder med komplekse processer.
Hvad er Orbit og hvordan blev det til?
Orbit er en integreret forretningsplatform målrettet projektorienterede virksomheder. Platformen samler en lang række funktionaliteter og processer som tilsammen udgør rygradden i en projektdreven virksomhed eller organisation.
Jeg begyndte at arbejde hos hvad der dengang var Secoya i 2011 og jeg blev gjort ansvarlig for at identificere hvilke af Secoyas specialudviklede løsninger der havde potentiale til at kunne blive til et produkt som kunne sælges igen og igen, fremfor at levere specialløsninger, hvilket var hvad virksomheden gjorde dengang.
De første to moduler som jeg var ansvarlig for at “produktificere” var CV- og referencestyring. Den første version tog ca. 3 måneder at udvikle og blev markedsført under navnet Showcase.
I forbindelse med salget af Showcase stødte vi på kunder som egentlig havde brug for det vi kunne, men som også havde behov for understøttelse af andre processer. I tæt dialog og samarbejde med en række nøglekunder skabte vi således hvad der i 2013 fik navnet Orbit.
Orbit opstod ud fra et ønske levere en platform som kunne samle en lang række arbejdsgange, koble data på nye måder, eliminere redundans og dobbeltarbejde og sikre at komplekse virksomheder kunne løse størsteparten af deres arbejdsopgaver i ét samlet system, fremfor en myriade af forskellige systemer. I dag består Orbit af 11 forskellige forretningsmoduler og benyttes af nogle af de største virksomheder indenfor bygge-, rådgivnings- og arkitektbranchen.
Secoya A/S skiftede i 2018 navn til Orbit Online A/S
Hvad har min rolle været i Orbit?
Jeg startede i Orbit i en form for tusindkunstner-funktion. Jeg var konceptudvikler, analytiker, projektleder, tekstforfatter, marketingmedarbejder og sælger på samme tid. Målet var at skabe et produkt som udfyldte et hul i markedet, og så bygge det efterhånden som vi blev klogere på hvad markedet havde brug for.
Det var en meget dynamisk og til tider dybt frustrerende proces som nogle gange føltes som et skridt frem og to tilbage. Til gengæld har den givet mig enorm stor indsigt i byggebranchen og de problemstillinger og udfordringer der findes der. Både når det kommer til organisering, politik, effektmåling, forretning - og ikke mindst digitalisering - og mangel på samme.
I takt med at Orbit som platform har udviklet sig, har forretningen Orbit også gjort det. Fra 2016 og frem har jeg således indtaget en rolle som kundeansvarlig. Det betød mindre fokus på salg, projektledelse og udvikling - mod til gengæld at få et dybere kendskab til kundernes forretning, bygge- og rådgivningsbranchen samt mulighed for i højere grad at analysere på kunders problemer og behov for digitalisering. Jeg har således fungeret som bindeled mellem kundernes behov og ønsker på den ene side, og udviklingsteamet hos Orbit på den anden. Jeg plejer at sige at jeg oversætter fra “bygst” til IT - og tilbage igen.
Hvad har jeg opnået af kompetencer?
Det helt centrale for mig hos Orbit har været, at jeg i et årti har haft mulighed for at have min daglige gang i bygge-, rådgivnings- og arkitektbranchen. Således har jeg gennem årene talt med tusindvis af mennesker omkring byggeriets udfordringer og digitaliseringsbehov. Samtidig har jeg været heldig nok til at blive inviteret indenfor i mange hundrede virksomheder og høre om hvordan de griber tingene an, hvilken tilgang de har til deres forretning, deres udvikling og deres problemløsning. Nogle af dem har jeg været heldig nok til efterfølgende at få lov at hjælpe.
Det har for det første givet mig et stort branchekendskab, men samtidig også et virkelig godt netværk og generel viden om do’s and don’ts, hvad der virker, hvad vej udviklingen bevæger sig i branchen og hvilke tendenser og makrotrends der udfolder sig her og nu.
Det giver mig mulighed for at bidrage med både generel viden, men også specialist-insights omkring en række emner.
Sidst men ikke mindst har mit arbejde som IT-projektleder med en lang række af de største virksomheder i branchen givet mig en meget stor viden i forhold til digitalisering, konkrete udfordringer samt strategiske udviklingspotentialer.