Tilbudskriger

- et kæmpe thumbs up til en uvurderlig del af byggebranchen

Efter i et årti at have arbejdet tæt sammen med især tilbudsprofessionelle hos en lang række virksomheder i den danske bygge-, rådgivnings- og arkitektbranche opstod en snigende frustration.

Rigtig mange steder levede tilbuds- og PQ-medarbejderne en temmelig usynlig tilværelse. De var tit de første der kom og de sidste der gik, men anerkendelse og fokus fulgte ofte ikke med. Jeg samarbejdede hver dag med dygtige, dedikerede og hårdtarbejdende mennesker som jeg tit følte slet ikke fik den opmærksomhed i deres egen organisation som de fortjente.

Jeg kunne ikke i regi af mit almindelige arbejde gøre noget ved det. Det ville komme til at fremstå som en marketingkampagne, og det ønskede jeg faktisk ikke. Det handlede ikke om os - det handlede om dem. Derfor valgte jeg i min fritid at lave et projekt ud af det.

Jeg trak på private kontakter og fik kontakt til et projektforløb på en højskole, hvor en flok studerende gerne ville være med. Sammen udviklede vi kampagnen Tilbudskriger som havde til formål helt enkelt at minde folk om, at de faktisk har kolleger som skriver de tilbud der gør at de har et arbejde. Uden tilbud, ingen kontrakter - og dermed heller intet arbejde.

Jeg stablede en simpel hjemmeside på benene, lavede en linkedin-side, fik produceret videoer og artikler om emnet samt en webshop hvor man kunne købe tilbudskriger merchandise.

Kampagnen gik i luften 1. november 2020 og blev en stor succes som jeg er stolt af i dag og stadig får henvendelser omkring.

Jeg driver derfor fortsat Tilbudskriger på LinkedIn hvor jeg deler relevant indhold omkring tilbud og udbud, jura, blogs m.v. Samtidig har jeg udvidet med siden Tilbudskriger - Jobs hvor jeg poster tilbudsspecifikke jobs.

Du kan se videoen nedenfor med lyd her

Forrige
Forrige

Udviklingen af Orbit (2011-2023)

Næste
Næste

Skribent for Computerworld, Finans & Byrummonitor